Et jobopslag rettet mod mænd. Normalt strider det imod reglerne, men nu skal der findes 60 nye medarbejdere til retspsykiatrien i Slagelse – og en del af dem skal være mænd med sundhedsfaglig baggrund.
- Vi vil også meget gerne have ansøgninger fra kvinder. Men på Sikringsafdelingen har vi mulighed for at søge efter mænd, der dækker sikkerheden, fortæller Per Balling, der er cheflæge på afdelingen for Retspsykiatri i Region Sjælland.
Der er nogle særlige situationer, hvor tingene kan blive meget voldsomme
- Når man er på en højsikret retspsykiatrisk afdeling, så er der nogle særlige forhold. De mandlige patienters adfærd er så forstyrret og så udadreagerende, at det er mænd, der står for sikkerheden assisteret af kvindelige ansatte. Det er sådan, vi har arbejdet i mange år og det er dét, der fungerer for os, fortæller han.
De nye medarbejdere, som Psykiatrien skal ansætte til Sikringen, skal arbejde med patienter, der er så psykisk syge, at de er til fare for andre og sig selv.
Ifølge loven må man ikke søge efter et specifikt køn, men Justitsministeriet har givet dispensation fra ligebehandlingsloven, der forbyder forskelsbehandling.
- Der er nogle særlige situationer, hvor tingene kan blive meget voldsomme. Det er heldigvis meget sjældent det sker. Men det er en helt anden kaliber, end man ser på en almindelig psykiatrisk afdeling, siger Per Balling.
Ikke kun mænd
Men det er ikke udelukkende mænd, som Psykiatrien i Region Sjælland skal ansætte.
Sikringen og de retspsykiatriske afsnit skal udvides med i alt 22 pladser, så der skal også ansættes kvinder, og Psykiatrien søger mange forskellige faggrupper som social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter og pædagoger.
Faggrupper, der i forvejen er stærkt eftertragtede andre steder, blandt andet på sygehusene og i kommunerne.
Så nu er der gang i en omfattende rekrutteringskampagne, der også involverer medarbejderne på Sikringen og de retspsykiatriske afsnit.
Kampagnen består af videoer på de sociale medier, hvor medarbejderne fortæller om deres arbejde og medarbejderne er med til at holde informationsmøder, hvor interesserede kan komme og høre om forholdene.
- Jeg vil gerne udbrede viden om det her. Både til nyuddannede og til folk, der allerede arbejder indenfor feltet og som kunne tænke sig en ny arbejdsplads. Dem forsøger vi at få fat i ved at lave de her videoer, hvor vi fortæller om, hvad vi laver til daglig, fortæller Kia Kamper, der er fysioterapeut og har arbejdet på retspsykiatrisk afdeling i otte år.
FOA Vestsjælland, der organiserer social- og sundhedsassistenterne, tror at det bliver en svær opgave, men også at det godt kan lykkes, fordi Psykiatrien kan tilbyde en fagligt udfordrende arbejdsplads.
- Det bliver bestemt ikke nemt. Der mangler folk på det her område, og i løbet af de kommende år vil der mangle endnu flere, så det er helt klart en udfordring, siger Sophie Høgh, der er sektornæstformand i FOA Vestsjælland.
- Men dét, der kan sælge er, at de tilbyder nogle gode rammer og vilkår og fleksibel arbejdstid, så de kan fastholde folk, siger Sophie Høgh.
Indflydelse på vagtplanen
At der skal være medbestemmelse og indflydelse på vagtplanlægningen er netop et emne, som der er stor opmærksomhed på i rekrutteringskampagnen, fortæller Per Vejle, der er social- og sundhedsassistent i retspsykiatrien i Slagelse på syvende år.
- Jeg er med på de informationsmøder, vi afholder, og min rolle er at fortælle om, hvordan vi forsøger at få vagter og privatliv til at passe sammen i det omfang det kan lade sig gøre. Vi er jo en institution, der har åbent døgnet rundt alle årets dage, fortæller han.
Hvem bor på Sikringen og i Retspsykiatrien?
Afdelingen for retspsykiatrien på Psykiatrisygehuset i Slagelse består af Sikringen med 30 pladser og fire retspsykiatriske afsnit med 50 pladser. De udvides nu med henholdsvis 10 og 12 pladser.
Patienter i Sikringen har enten en anbringelsesdom afsagt af retten, eller et farlighedsdekret som udstedes af Justitsministeriet. Det udstedes, når man vurderer, at en person, der er psykisk syg, vedvarende udsætter andres liv eller legeme for alvorlig og overhængende fare.
På de retspsykiatriske afsnit har patienterne som oftest en dom til behandling. Andre er idømt en anbringelsesdom. De kan være dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet, men også tyveri, bedrageri og lignende.
Kilde: Region Sjælland
Der er løbende rekruttering og jobopslag, og alle nye medarbejdere får et tre måneders oplæringsforløb og sikkerhedstræning. De nye pladser på Sikringen åbner til december, og de nye pladser på retspsykiatrisk afdeling åbner til marts næste år.
En anderledes arbejdsplads
Kampagnen har indtil videre ført til godt 30 ansøgninger, så de ansatte håber, at de når deres mål og meget snart får en masse nye kolleger.
- Vi kan tilbyde et rigtig godt kollegaskab. Vi er en anderledes arbejdsplads. Vi er meget tætte, og det er noget af det, vi skal slå på, siger Per Vejle.
- Vi regner med at lykkes. Det her er et særligt job, som man ikke finder andre steder, siger Kia Kamper.