Hver nat møder 70 mennesker ind: - Det er en livsstil

Omkring 70 medarbejdere møder hver nat ind på Arla i Slagelse for at sikre, at der er frisk mælk i butikkerne på Sjælland.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De store haller på Arla i Slagelse er næsten mennesketomme, da TV2 ØST mødes med produktionsleder Kaj Schmidt-Petersen klokken 23.20. Men inden længe er freden forbi.

- Lige nu er der stille. Der er 10 minutter til, alle medarbejderne begynder at komme, fortæller Kaj Schmidt-Petersen.

Og der skal fart på, når holdet møder ind, for de skal sørge for, at der er frisk mælk i butikkerne over hele Sjælland.

- Vi har jo 24-timers-konceptet, frisk mælk fra bonden til forbrugeren på 24 timer, og det starter vi med nøjagtigt klokken 00.00, fortæller produktionslederen.

Holder øje med tiden

De første 16.320 liter mælk skal være klar to timer, efter nattevagten er begyndt, så de kan blive kørt afsted med lastbiler til mejeriets terminal i Ishøj, der sender mælken videre til butikker i Storkøbenhavn.

Men tapningen må først gå i gang efter midnat. Her skifter datomærkningen på kartonerne, og dermed kan kunderne forsikre sig om, at mælken er fra samme dag.

- Så det er meget på minuttet, siger Kaj Schmidt-Petersen.

Fra pakkeriet hos Arla i Slagelse sendes der mejeriprodukter ud til Sjælland, Lolland og Falster.
Fra pakkeriet hos Arla i Slagelse sendes der mejeriprodukter ud til Sjælland, Lolland og Falster. Foto: Mikkel Rise - TV2 ØST

Der er to smede på arbejde hver nat, som kan få de store maskiner, hvor der fyldes mælkeprodukter på kartonner til at virke, hvis der skulle være problemer.

- Det er vigtigt, for ellers kommer den mælk, der skal afsted 01.30 forsinket, og så bliver de forsinkede inde i Ishøj, siger Kaj Schmidt-Petersen.

Kæmper sammen

Den nat, TV2 ØST er på besøg, er der problemer med to af de store maskiner, og i minutterne op til midnat og det nye døgns tapning, er der fuldt fokus på at få dem i gang.

- De har travlt i dag. Nogle gange er det mere end andre, og det kan man aldrig vide på forhånd, fortæller Kaj Schmidt-Petersen.

Hver linje i mejeriet producerer cirka 100 kartoner i minuttet, og det bliver i alt mellem 40 til 50 tusinde liter mælk i timen.
Hver linje i mejeriet producerer cirka 100 kartoner i minuttet, og det bliver i alt mellem 40 til 50 tusinde liter mælk i timen. Foto: Mikkel Rise - TV2 ØST

Det lykkedes heldigvis smedene at få maskinerne klar til klokken 00.00.

- De er knivskarpe de drenge der, siger han og fortæller, at det er en del af glæden ved arbejdet, at der indimellem er tryk på.

- Der er nogle dage, hvor jeg får fem ekstra grå hår, siger Kaj Schmidt-Petersen.

- Så kæmper vi. Hele holdet kæmper, smedene kæmper, og det er jo også derfor, jeg godt kan lide at være på nat, fordi vi har et rigtig godt sammenhold, og vi har det også sjovt, og vi kører stærkt, når vi skal køre stærkt, siger han.

Læs også
Prisstigninger driver Arlas omsætning op i trecifret milliardbeløb
Læs også
Prisstigninger driver Arlas omsætning op i trecifret milliardbeløb

For produktionslederen er natarbejdet blevet normalen.

- Jeg tror, jeg har arbejdet nat i 20 år og måske mere, så det er en livsstil nu, og jeg kunne ikke tænke mig at gå på dag, siger han.

- Vi har fuldt tryk på, fra vi kommer, til vi går, så man mærker ikke rigtig, at man bliver træt, siger Kaj Schmidt-Petersen, og så er der også en anden fordel.

- Der er ingen møder, siger han og griner.

God stemning

Hver linje i mejeriet producerer cirka 100 kartoner i minuttet, og det bliver i alt mellem 40 til 50 tusinde liter mælk i timen.

Benny Vangsgaard Balle er egentlig uddannet landbrugstekniker, men nu er han ansat ved en af produktionslinjerne. Altid på nathold.

- Livet går op og ned, og det giver noget turbulens en gang imellem, og så er jeg endt her. Og det er sådan set fint nok. Det er en god arbejdsplads, så det er fint, siger han.

Han har det godt med at arbejde fast om natten. Der er også mulighed for at skifte mellem dags- og nattevagter.

- Det er bedre at have fast nat. Det har jeg det bedre med, siger Benny Vangsgaard Balle.

Benny Vangsgaard Balle arbejder som mejeriarbejder, selvom han oprindeligt er uddannet landbrugstektiker.
Benny Vangsgaard Balle arbejder som mejeriarbejder, selvom han oprindeligt er uddannet landbrugstektiker. Foto: Mikkel Rise - TV2 ØST

Rikke Nørholm arbejder i pakkeriet hos Arla i Slagelse. Herfra sendes der mejeriprodukter til hele Sjælland, Lolland og Falster, og her er der mere aktivitet om natten end om dagen.

- Der er slet ikke lige så meget gang i den her om dagen, som der er om natten, fordi 24-timers mælken bliver kørt, så alle varerne bliver jo kørt ud her om natten, så det er også her, vi er allerflest på arbejde, fortæller hun.

Rikke Nørholm arbejder i pakkeriet hos Arla i Slagelse.
Rikke Nørholm arbejder i pakkeriet hos Arla i Slagelse. Foto: Mikkel Rise - TV2 ØST

- Der er god stemning om natten, og alle de folk, vi har, er glade for at være her. De er glade for at arbejde om natten. Og de har det også godt, og det skal de også have, fordi vi arbejder i kulde, og det er fysisk hårdt arbejde, og det er om natten, fortæller arbejdsleder Ole Nielsen.

I serien Nattevagt besøger TV2 ØST folk i regionen, der arbejder mens vi andre sover. Du kan se flere afsnit på TV2 ØST PLAY.


Nyhedsoverblik