Tænk hvis du kunne se videoer af, hvordan din by så ud for over 500 år siden.
Hvordan ville bygningerne og menneskerne se ud? Hvad ville de lave?
I Stege på Møn kommer de nu med et kvalificeret bud.
I forbindelse med en udstilling på Museum Sydøstdanmark har animator Jesper Østergaard nemlig lavet en animeret dronetur over byen, som den så ud omkring år 1450 - altså i middelalderen.
Faktatjekker med arkæolog
Bag ligger et stort arbejde.
- Jeg starter med at researche, og så laver jeg et bud, som jeg sender til tjek hos museet. Arkæologerne sender så deres rettelser tilbage. Det er jo meget vigtigt, at det er historisk korrekt, siger Jesper Østergaard.
Man kan selvfølgelig aldrig være 100 procent sikker, men jeg kommer med et kvalificeret bud
En af dem, der dobbelttjekker, at alt er efter bogen, er udgravningsleder og arkæolog på museet, Majken Ryeholm Etheridge.
Særligt Mølleporten - den ene af Danmarks i alt to bedst bevarede middelalderlige byporte - har hun et stort kendskab til.
- På det tidspunkt har der været en bro henover voldgraven. Under udgravningen har vi kunnet se, at broen var kortere end det, Jesper oprindeligt havde lavet. Så det lavede han om, siger hun.
Jesper Østergaard istemmer:
- Jeg havde også oprindeligt lavet vand i voldgraven og sat tag på Mølleporten. Men det var der ikke på det tidspunkt.
Viden fra udgravninger
Viden om, hvordan Stege så ud dengang, kommer primært fra de udgravninger, arkæologerne har foretaget - og så animatorens egen sunde fornuft og forkærlighed for historie.
- Den rige del af byen omkring torvet har formentlig haft større og finere huse end resten, og så ved jeg, hvordan andre købsstader så ud på den tid, siger han.
Det kommer dog med en vis usikkerhed, når man ikke har nogle malerier eller fotografier at gå ud fra, fortæller animatoren og arkæologen.
- Man kan selvfølgelig aldrig være 100 procent sikker, men jeg kommer med et kvalificeret bud på, hvordan Stege kunne have set ud, siger Jesper Østergaard.
Den store sildefangst kom til
Stege var en meget vigtig og rig by i middelalderen. Det ses især ved befæstningsværket, voldgraven og de tre store porte, som var meget atypisk for sin tid, fortæller arkæolog, Majken Ryeholm Etheridge.
- I 1200-tallet byggede man en kongeborg. Senere kom den store sildefangst til byen, hvor man skovlede sild ind. Byen blev derfor meget rig og voksede sig større og større.
Netop sildefangsten kommer også til at spille en stor rolle i den næste del af videoen.
- Jeg er i gang med at lave handelspladsen med gøglere og boder. På havnen kommer der til at være skibe, der lægger til - og så selvfølgelig den vigtige sildehandel med fiskerkoner, som sælger sildene på havnen, siger Jesper Østergaard.
Udstillingen om Stege åbner i juni.