Da Stine Kitt Jørgensen blev dræbt af en anden patient på afdelingen, kan de begge have været påvirkede. Det mistænker offerets mor, Anna Birgitte Larsen:
- Jeg tror da, de skulle ryge en fed, siger hun.
En sygeplejerske berettede i sin afhøring, at personalet talte om, at det var muligt, der var kommet stoffer ind på afdelingen. Ingen steder i politiets efterforskningsmateriale fremgår det dog, at personalet handlede på mistanken.
Ifølge pårørendeforeningen Bedre Psykiatri, er der allerede værktøjer i psykiatrien til at håndtere stofmisbrug, såsom ransagning af værelser.
- De ting, man må i dag, har man ikke benyttet her. I stedet taler man på politisk niveau om mere radikale initiativer for at løse problemet, lyder det fra generalsekretær Jane Alrø Sørensen.